Vinmarken ”La Crée” ligger lige under 1. Cru marken ”La Pucelle”, som den oprindeligt var en del af, på den østvendte skråning, hvor man finder nogle af de allerbedste vinmarker i Rully. Navnet betyder ”stenrig mark” eller ”skråning”, og skyldes, at man her tidligere fandt et kalkstensbrug. Domaine Belleville ejer 5 små parceller på marken, med små forskelle i hældning, undergrund (kalk-ler) og alder for vinstokke, som er i gennemsnittet ca. 25 år gamle. Dette kræver en del opmærksomhed under dyrkningen, bl.a. i valget af beskærings- og høsttidspunkt for hver parcel. Besværet lønner sig dog til sidst, da forskellene i de forskellige vine giver mulighed for at opnå en sjælden harmoni i blendet.
En modning i 12 måneder på franske egefade (228 l., 25% nye), tilfører god dybde og fedme, men tillader samtidigt blendet at bevare sin harmoni. Vinen har en flot, gylden farve og en smule eksotiske og røgede nuancer i duften. Smagen er mineralsk, struktureret og fed, men samtidig med god friskhed, bid og præcision. I eftersmagen finder man også komplekse toner af ristet brød, mandler og tropiske frugter.




© 2026 Grand Vinhandel Vinoble Holbæk | Webshop af MerkurNord




Du har ikke tilføjet noget til kurven.