Distriktet Côteaux Bourguignons er en relativ ny (2012) appellation (AOC/AOP) i Bourgogne for hvid-, rosé- og rødvine, som kan komme fra hele Bourgogne området – fra Auxerre mod nord til og med Beaujolais mod syd (Départements Yonne, Côte-d’Or, Saône-et-Loire og Rhône). Den erstatter den tidligere appellation Bourgogne Grand Ordinaire (også kaldt BGO, tilladt indtil 2013).
Familien Bouzereau i Meursault har dyrket vin i Côte de Beaune i ni generationer siden 1700-tallet. I 1995 købte Philippe Bouzereau det berømte Château de Cîteaux og samlede her hele sin vinproduktion. Efter sine vinstudier i Beaune og nogle års praktisk erfaring med vinproduktion i Beaujolais, Australien og New Zealand, overtog sønnen (som også hedder Philippe) i 2006 firmaet med de dengang 16 ha. vinmarker – hovedsageligt beliggende i Meursault men også lidt i nabokommunerne.
Vinen har en flot, lysgylden farve, og duften er meget aromatisk med komplekse nuancer af friske mandler, hasselnødder, vilde blomster, ferskner og friskkværnet smør. I smagen har vinen en god fedme og lækre nuancer af modne citrusfrugter, mirabeller og passionsfrugter. Man fornemmer en god mineralitet, og som altid for hvidvinene fra Philippe Bouzereau, er det friskheden og præcisionen, der vinder til sidst. Vinen egner sig fint til fx forretter med skaldyr, grøntsager og salater samt klassiske fiske- og skaldyrsretter. Brug den også til fjerkræ eller kalv i lyse saucer.




© 2025 Grand Vinhandel Vinoble Holbæk | Webshop af MerkurNord




Du har ikke tilføjet noget til kurven.