Blandt Louis Roederers champagner er Carte Blanche den champagne, som har fået størst dosage og er dermed den sødeste i sortimentet. Vinen laves på 40% Pinot Noir, 42% Chardonnay og 18% Pinot Meunier fra 40 forskellige parceller. Hovedparten af druerne hentes på Louis Roederers egne vinmarker i ”La Rivière”, ”La Montagne” og ”La Côte”, men også fra nogle få vindyrkere, man fast samarbejder med. For at sikre en god kontinuitet i stilen er Carte Blanche lavet af seks forskellige årgange, hvoraf ca. 10% kommer fra Louis Roederers berømte “Réserve” og er udvalgt blandt de ældste årgange.
Vinen gæres på flaske i 3 år, og “dosagen”, d.v.s. den sukkerlikør, der tilsættes, når gæringen på flaske er slut, udgør ca. 38 g. pr. liter mod 10-11 g. i fx Collection Brut. Efter degorgeringen er vinen yderligere gemt i 6 måneder inden frigivelse.
Carte Blanche har Roederers typiske kompleksitet og struktur samt en sart harmoni mellem velour og friskhed. Her finder man nuancer af hvid blomster, mandler, bagte æbler, bagværk og hvid chokolade. Den egner sig bedst til desserter med vanilje, honning, mild chokolade eller marcipan, is og frugttærter.
© 2024 Grand Vinhandel Vinoble Holbæk | Webshop af MerkurNord
Looks like you haven't made a choice yet.